Inflation, prisstigninger og din privatøkonomi

Din privatøkonomi er ikke kun påvirket af dine egne beslutninger. Større aktuelle samfundsbevægelser har også betydning for, hvor langt du kommer for dine penge.

Vi har netop passeret 1. november, og lige nu er der især tre store samfundsmæssige bevægelser, der har indflydelse på privatøkonomien, nemlig den høje inflation, de stigende renter og de stigende energipriser.

Høj inflation og høje renter
Inflationen er fortsat høj i Danmark og det øvrige Europa. Inflationsniveauet ligger på over 10 procent, som er det højeste niveau i Danmark i over 40 år. Det vil sige, at priserne lige nu er højere end normalt, og da lønningerne typisk ikke følger med op, betyder det, at værdien af den månedlige udbetaling er blevet mindre værd.

I et forsøg på at tøjle inflationen har centralbankerne fokus på at hæve renten for derigennem at sænke forbruget. Derfor hævede Den Europæiske Centralbank (ECB) 27. oktober renten med 0,75 procentpoint, og den danske nationalbank hævede umiddelbart efter renten med 0,60 procentpoint.

Det er den tredje renteforhøjelse i år, og renteniveauet er derfor hævet fra -0,60% til 1,25% siden juli. Renteforhøjelsen betyder, at det er blevet dyrere at låne penge, men at der også kan være penge at hente på boliglånet. Det kan du læse mere om i artiklen Stigende renter har betydning for din privatøkonomi

Inflationstallene for de kommende måneder bliver afgørende for, om renten sættes yderligere op. I det omfang, hvor inflationen er høj, og renterne stiger, bliver privatøkonomien ramt hårdt. Lige nu tyder retorikken fra centralbankerne på, at renten hæves yderligere, hvis ikke inflationen kommer under kontrol.

Høje energipriser
Det er nok de færreste, der har kunnet undgå at bemærke, at priserne på gas, el og brændstof er steget – og det fleste har også nok opdaget, at der er tale om meget markante stigninger.

  • Gas
    Gasprisen steg kraftigt i sommermånederne til et ekstremt højt niveau på 339 euro pr. megawatt-time (MWh) ultimo august, hvilket svarer til en stigning på næsten 325 procent. Men fra dette ekstremt høje niveau er gasprisen faldet markant igen til et niveau på 105 euro pr. MWh, hvilket dog stadig er en stigning på cirka 30 procent sammenlignet med primo januar 2022.
  • EL
    Elpriserne er også steget kraftigt hen over sommeren til en gennemsnitlig daglig spotpris på 5,20 kroner pr. kilowatt-time (kWh) i slutningen af august, hvilket svaret til en stigning på over 750 procent. Heldigvis er elpriserne også faldet markant siden slutningen af august og ligger ved udgangen af oktober på cirka 0,80 kroner pr. kWh – en stigning på cirka 30 procent sammenlignet med primo januar.
  • Brændstof
    Uanset om du skal tanke din bil med benzin eller diesel, så koster de kørte kilometer mere nu, end de gjorde i januar. Benzinpriserne toppede i juni på et niveau på over 18 kroner pr. liter og ligger ved udgangen af oktober på cirka 14,80 kroner, hvilket svarer til en stigning på cirka 15 procent sammenlignet med primo januar. Dieselpriserne er fortsat hårdt ramt, og literprisen ligger på cirka 15,80 kroner pr. liter ved udgangen af oktober, hvilket svarer til en stigning på over 40 procent sammenlignet med primo januar.

Privatøkonomien rammes hårdt
Uanset om privatøkonomien er stram eller har råderum, så bliver vi alle ramt af de stigende forbrugerpriser og stigende renter i samfundet. Hvis du har svært ved at få et overblik over din privatøkonomi, så er du langt fra alene. Uanset hvilken økonomi du har, så er privatøkonomi kompleks, og det er svært at overskue, hvor der er muligheder for forbedringer.

I langt de fleste tilfælde er der en eller flere muligheder for at optimere privatøkonomien. På vores webinar om stigende forbrugerpriser, kan du få inspiration til overvejelser i din økonomiske adfærd, så dine penge kan række længere.

Læs mere og tilmeld dig webinaret Sådan finder du flere penge i dit budget

Hotline

Du har adgang til gratis hotline, som kan hjælpe dig med din privatøkonomi.

Financial Wellbeing Hotline er åben alle hverdage 9-15.

Ring til Hotline på +45 8813 9265